Min forståelse af samtale og kommunikation bygger på filosoffer som K.E. Løgstrup, Martin Buber, Emmanuel Lévinas og Jacques Derrida.
I min ph.d. afhandling har jeg beskæftiget mig indgående med samtalen og bl.a. undersøgt, hvordan den psykoterapeutiske samtale forholder sig til den almene og den sjælesørgeriske samtaleform.
I mit psykoterapeutiske og analytiske arbejde er udgangspunktet den analytiske psykologi. Det er en psykologisk retning, der har sin baggrund i C.G. Jungs tanker og igennem en årrække har videreudviklet sig på forskellig måde, bl.a. i nært samspil med psykoanalytiske teorier og nyere udviklingspsykologi. Også kognitiv videnskab og kognitiv semantik anvendes inden for dele af den postjungianske psykologi med henblik på at kunne videreudvikle arketype- og kompleksbegrebet. Selv har jeg fundet megen inspiration her. I praksis har den analytiske psykoterapi bibeholdt sin relevans som et meget meningsskabende og billedstimulerende fortolknings-perspektiv inden for den psykoanalytiske tradition. Begreber som skygge, anima, animus, selvet, arketype og individuation kan fortsat være særdeles meningsgivende tematiske omdrejningspunkter i det analytisk terapeutiske fortolkningsarbejde.
I mit speciale fra C.G. Jung Instituttet har jeg undersøgt mulighederne for at integrere elementer fra kognitiv psykoterapi i den analytiske psykoterapi. Med udgangspunkt i den tidlige Jungs forståelse af komplekset har jeg kunnet påvise stor samstemmighed mellem denne og nyere kognitive teorier, ikke mindst mellem det jungianske kompleksbegreb og skemabegrebet inden for kognitiv psykoterapi.
