Samtalen er mit udgangspunkt.
I sin åbne og almene form har samtalen et element af spontanitet og uforudsigelighed over sig og er på sin egen måde en fortløbende improvisation over nuet.
Det som opstår her, bliver i vid udstrækning bestemmende for, hvordan terapien forløber, planlægges og hvilke redskaber der inddrages.
I samtalen har jeg megen fokus på relationer og på det der sker mellem terapeut og klient / analytiker og analysand (overføring og modoverføring).
Jeg inddrager ofte drømme.
Kunstterapeutiske udtryksformer, f.eks. sandplay, anvendes alt efter si-tuation og ønske.
I de situationer hvor det forekommer relevant gør jeg brug af metoder fra andre terapeutiske retninger, især fra kognitiv psykoterapi.
Hvor der rejser sig eksistentielle eller religiøse spørgsmål, kan jeg anvende elementer fra sjælesorgssamtalen og den åndelige vejledning.
I mit rådgivningsarbejde antager samtalen forskellige former alt efter situation og erhverv, men den er typisk mere målorienteret og rettet mod afgrænsede problemfelter end de øvrige samtaleformer er det.
Samtalen som menneskelig dialog og relation vil imidlertid altid overskride de formålsorienterede og psykologiske rammer, der opstilles omkring den.
Det er i den åbne og symmetriske samtale, at mennesket finder sin egentlige værdighed.
